Bookabout
Hund
About this book
Grænsen mellem menneske og dyr er flydende. Under pres kan den opløses helt. En ældre læge skambides af en stor hund. En syrisk kvinde styrter ned fra en boligblok i Odense. En udmagret alkoholiker findes livløs i en jolle nær Svendborg. Tre sager, der først begynder at få fylde, da en navnløs mand flere uger senere dukker op en iskold morgen ved det forfaldne Hesbjerg Slot nær Tommerup på Fyn. Manden virker apatisk, han er stærkt forkommen og der er mærker efter dyrebid flere steder på hans krop. Scanninger afslører snart, at han har været udsat for en grusom forbrydelse. Politikommissær Line Præst og hendes søster Ragnhild, der er psykolog ved Regionspsykiatrien, må nu til Lines irritation arbejde tæt sammen i en efterforskning, der hiver psykiatriens mørkeste skygger frem i lyset og afdækker en ondskab, der dag for dag kommer alt for tæt på. Tilsat en god portion hjerteblod og social indignation holder Mads Peder Nordbo fast i den fynske uhygge i HUND, som er første bind i hans nye Præst-serie. Andet bind i serien er planlagt til udgivelse ultimo 2025. Om forfatteren: Mads Peder Nordbo (f.1970) er fra Fyn og har boet fire år i Grønland. Han er uddannet i sprog, litteratur og filosofi. Han debuterede med Odins labyrint (2012), og i 2017 kom Pigen uden hud, der er første bind i arctic noir-serien. Senest er udkommet de to fynske krimier, Opløst (2021) og Sår (2023), der begge er skrevet i samarbejde med Sara Blædel.
Lists with this book
What readers are saying
Hund af Mads Peder Nordbo er første bind i Præst-serien – og sikke en start. Jeg blev hurtigt fanget af denne nervepirrende og til tider ret uhyggelige krimi, hvor politiarbejde og psykiatri flettes tæt sammen i et mørkt og komplekst plot. Kort resumé: Da en ældre læge skambides af en stor hund, og en syrisk kvinde kort efter findes død, sættes en omfattende efterforskning i gang. Politikommissær Line Præst må arbejde tæt sammen med sin søster Ragnhild, der er psykolog ved retspsykiatrien. Sporene leder i mange retninger, og undervejs afdækkes både brutale forbrydelser og dybe psykiske traumer, mens grænsen mellem menneske og dyr – normalitet og ondskab – langsomt begynder at flyde ud. Stemningen er tung og dyster, men aldrig unødigt sensationalistisk. Forbrydelserne er voldsomme, ja — men de bruges med omtanke og tjener fortællingen, frem for bare at chokere. Særligt tilbageblikkene til barndom og traumer gav mig følelsen af, at ondskaben ikke bare “opstår”, men har rødder. Plottet er både spektakulært og gennemtænkt og vidner om grundig research, hvilket giver fortællingen autencitet. Serien foregår på Fyn, hvor jeg selv er født og opvokset, og jeg kunne genkende mange af miljøbeskrivelserne. Det gav fortællingen et ekstra lag for mig og en følelse af nærvær, som jeg nød godt af undervejs - kunne se scenerne for mig 😊 Karaktergalleriet er stort, og efterforskningen kompleks, men Nordbo formår hele tiden at samle op, så man aldrig mister overblikket – men stadig konstant holdes hen i det uvisse. Alt i alt synes jeg, Hund er en intelligent og velresearchet mørk, psykologisk krimi med kant, substans og en stærk lokal forankring. Det er ikke en let hyggekrimi — men en fortælling, der kræver lidt af sin læser og belønner én til gengæld med en stærk og gennemarbejdet oplevelse. En solid seriestart, som helt klart giver mig lyst til at gribe bind 2 straks det udgives 😊 📚
Jeg er måske ikke den store krimilæser, men noget ved Mads Peder Nordbo’s “Hund” fangede min nysgerrighed. Dels fordi plottet lød anderledes end den klassiske krimi, dels fordi fortællingen udspiller sig steder på Fyn, jeg selv kender og kan relatere til. Og - jeg blev i særdeleshed ikke skuffet. Nordbo har skabt et yderst spektakulært og gennemtænkt plot, der vidner om en imponerende mængde research. Det mærkes tydeligt, at forfatteren har gjort sit hjemmearbejde, og det tilfører fortællingen en autenticitet og tyngde, der løfter den langt over gennemsnittet. For ikke at spoile vil jeg begrænse mig til at sige, at “Hund” er en obskur og subtil krimi med et komplekst efterforskningsspor. Hovedpersonerne, søstrene Ragnhild og Line Præst – henholdsvis psykolog og politikommissær – hvirvles ind i et forfærdende drama, hvor grænserne mellem forbrydelse og traume sløres. Misbrug, lobotomi, mord – og en ganske særlig hund – danner rammen om en fortælling, der også kredser om tab og familiære tragedier, som former både karaktererne og handlingen. Mads Peder Nordbo har med “Hund” skrevet en teatralsk og potent thriller, hvor intensiteten fra start til slut, fik mig helt ud på kanten af stolen. Fortællingens lidt groteske og overraskende omdrejningspunkt gør den dog ikke egnet for sarte sjæle – og næppe som begynderlæsning for nye krimientusiaster 😉 “Hund” er første bind, i Nordbo’s Præst-serie.
Read it in Bookabout
Track this book, add it to your lists, and discover what friends think.


