Michelle Jeppesen
@Michelleboellehuus
73 böcker lästaSenaste aktivitet
Pinlige Onkler er en genskrivning af Argumenter For Mennesker, med nye eksempler, men støvsuget for nye tanker. Men hvor Argumenter For Mennesker var en øjenåbner for mig (og en bog jeg siden har anbefalet mange andre), så fremstår Pinlige Onkler unuanceret og privilegieblind. Fra sit afslappende forfatterrefugium på paradisøen Bali beskriver Vejlø alle de aspekter af hverdagen, hvor mennesker risikerer at miste noget vigtigt menneskeligt, ved at overlade opgaver til AI. Her beskrives, hvordan Vejlø faktisk selv gør rent i sit hjem med spændende podcast i ørerne, hvordan hun sætter sig i sofaen og betragter rengøringsværket med tilfredshed, mens gulvet tørrer. Ved du hvordan jeg gør rent? Jeg kommer hjem fra arbejde med armene fulde af indkøbsvarer og sultne-vrede unger, jeg forsøger at tømme opvaskemaskinen, skrælle gulerødder, lege tiger, forhindre is-kup fra fryseren og dække bord - samtidig. Når mine børn så er gået i seng, så kan jeg vælge mellem et roligt sofaøjeblik, eller samle bamser, legetøj og underbukser op fra gulvet og fylde opvaskemaskinen færdig. Vil jeg vælge en intelligent teknologi, der kan hjælpe med rengøring og dermed give afkald på den særlige menneskelige tilfredshed i at se mit håndvaskede rene gulv tørre? Abso-fucking-lutely. Mister jeg min menneskelighed af den grund. Det tror jeg ikke på. Jeg beundrer Vejløs stemme i skærm-debatten, hvor hun aktivt opfordrer til nuancer, forskning og modsætter sig de hurtige slutninger. Jeg savner DEN stemme i denne bog. Den stemme er nemlig erstattet med en belejlig skråsikkerhed. Udryddelsen er menneskeheden præsenteres i forskellige dommedagsscenarier side om side med Vejløs egne science fiction-plots. Er du ikke overbevist om at AI er menneskets overmand og menneskets endeligt, så har Vejlø et slående og affærdigende argument: Det er fordi du ikke ved nok om emnet. Det er for mig provokerende nok til, at jeg næsten ikke lægger mærke til Vejløs rigtige mission med bogen: At advare mod ureguleret AI. At advare mod, at vi, blinde af effektivitet og profit, fralægger os netop de egenskaber, som gør os mennnesker menneskelige.
En gennemført og utrolig interessant samtidshistorie med et skarpt blik på alt det, vi antog og forsømte og frivilligt mistede i den tid, hvor vi troede, at historien var slut, at mere demokrati, mere velstand, mere lighed var den eneste fremtid. Og hvordan de sidste års kriser er spande med koldt vand i ansigtet, som kan få os til at handle aktivt for den fremtid, vi ønsker. Ligesom forfatteren er jeg vokset op i optimismens tid og kan meget levende genkende det billede, som bliver tegnet af tidsånden. Citater fra bogen: “Optimismen gjorde os passive, vi grinede ad folk, der var politiske, vi kaldte dem hellige og kedelige, vi var ubekymrede huskatte, vi gik op i os selv frem for i verden. Nu er det anderledes. Når tingene går galt, når man frygter fremtiden, så er man tvunget til at forstå og tage stilling. Og det giver grund til optimisme.” — “Da jeg voksede op, var pessimismen en kulturel modfortælling. Det kunne være cool at virke deprimeret og sortseende, fordi det stod i kontrast til tidens dominerende orden. Men det var mest en attitude, en stil, et kostume, man kunne tage af og på, fordi verden netop var sikker og stabil.”
Hvordan anmelder man det 20. århundredes største danske mesterværk? Bogen er kraftfuld og mystisk. Historien er tragisk og mørk. Fortællerstemmen er interessant og utilregnelig. Og så er den også rodet, underlig, svær, langtrukken og i længere passager lidt kedelig. Det er den slags bog, som jeg er glad for at have læst, men det var egentlig ikke en læseoplevelse, som jeg nød.
Min interesse for historien er efterhånden som forfatterens greb om plottet = relativt begrænset. Bogen er først og fremmest for lang. Yarros’ spændingsopbygning var gribende i første bog, vedholdende i anden bog og nu forudsigelig i tredje bog. Som modsvar forsøger forfatteren sig med forgreninger, irrelevante side quests og karakterskifte. So the plot thickens. Men med pektin som i billig yoghurt, ikke med tid og tålmodig historieopbygning. Drager, krig, vold, kærlighed, plot twists og hed sex skal nok holde mig med på rejsen til bog 4. Men det tegner ikke godt, at jeg selv i bogens allerhedeste øjeblikke primært tænkte “jo, jo, men nu kan vi måske også komme videre i historien?”
John Greens humoristiske, melankolske, jordnære og poetiske forfatterstemme er noget helt særligt. Bogen her er en samling finurlige facts knyttet til det at være menneske i verdenen og det at være menneske sammen med andre. Om vores aftryk på Jorden - krydret med hotdogspisningskonkurrencer, murmeldyr, stafylokokker, aircondition og historier fra forfatterens eget liv. Jeg er med hele vejen for den sproglige rytme og for glimtet af verdenen set gennem Greens briller. Men jeg savnede historieopbygningen fra hans romaner. Citat fra bogen “Hvad vil det sige at leve i en verden, hvor man har magten til at udslette arter i tusindtal og samtidig selv kan bringes i knæ eller til ophør af en enkelt RNA-streng? Jeg har her forsøgt at kortlægge nogle af de steder, hvor mit lille liv strejfer de store kræfter, der former menneskets aktuelle erfaring, men den eneste konklusion, jeg kan drage, er denne simple: Vi er så små og så skrøbelige, så prægtigt og skræmmende midlertidige.”
Se mer i Bookabout
Följ Michelle Jeppesen, utforska deras läshistorik och upptäck böcker tillsammans.